Kranio-sakral terapi

Det blide tryk

Hvad er kranio-sakral terapi?

Kranio-sakral terapi blev udviklet i første halvdel af 1900-tallet af den amerikanske læge og osteopat William Sutherland og blev videreudviklet i 1970'erne af John Upledger. Kranio-sakral terapi er en blid behandlingsform, der hjælper til at skabe ro i centralnervesystemet. Der arbejdes særligt omkring kraniet (cranio) og korsbenet (sacrum) så deraf navnet. Der arbejdes omkring rygsøjlen og membranerne, der omgiver hjernen og rygmarven, hvor cerebrospinalvæsken løber. Formålet er at løsne spændinger og rette skævheder, der belaster centralnervesystemet.

Hvordan kan kranio-sakral terapi hjælpe? 

​Kranio-sakral terapi kan genskabe balance og ro i nervesystemet. Når centralnervesystemet er overbelastet af stress, spændinger og skader påvirker det din krops funktionsevne og velbefindende. 

Behandlingen vil afspænde nervesystem, bindevæv og membraner omkring hjerne og rygmarv, og der skabes mere bevægelighed mellem kraniets knogler og suturer. 

Kranio-sakral terapi kan medvirke til smertelindring ved at få løsnet spændinger, rettet skævheder og at få skabt ro i nervesystemet, så der opnås et øget velbefindende.

Hvorfor kan kranio-sakral terapi hjælpe?
Skader, traumer og spændinger, der er blevet ophobet i kroppen over tid, vil medføre ubalance i centralnervesystemet. Kroppens væv bliver hårdt, og der opstår smerter. Ved blide tryk og stræk øges blodgennemstrømningen i væv, membraner og muskler, og affaldstoffer hjælpes væk. Balance i centralnervesystemet har afgørende betydning for alle kroppens funktioner og for vores daglige velbefindende. Hvis der er skævheder eller spændinger, kan nervesignaler ikke passere frit mellem muskler, organer og væv. 

Kranio-sakral terapi kan lindre:

  • Kæbespændinger 

  • Skulderproblemer

  • ​Nakke- og rygproblemer

  • Hovedpine og migræne

  • Hjernerystelse

  • Piskesmæld

  • Stress

  • Angst

  • Vejrtrækningsbesvær 

  • Uro og koncentrationsbesvær

  • Smerter omkring korsben og haleben

  • Fordøjelsesbesvær

Hvordan foregår en behandling?

En behandling foregår påklædt og hovedsageligt liggende på ryggen eller på maven. Enkelte gange siddende eller stående ved bevægelsesanalyse fx. Tag gerne et par løstsiddende og bløde bukser på under behandlingen, fx joggingbukser.

En behandling varer omkring 60 min. Kan kombineres med organmassage eller en kombi-behandling. 

Hvor mange behandlinger skal der til? 

Du vil føle dig afslappet efter en behandling, men hvis jeg skal kunne hjælpe dig med at opnå en langsigtet bedring, skal der mere end 1 behandling til. Jeg anbefaler et minimum af 3 behandlinger med et par ugers mellemrum. Som regel op til 6-10 gange afhængigt af de problematikker, som du måtte komme med.